Sansernes betydning for livskvalitet
Psykologien bag lugt
Følelsen af at være hjemme er tæt forbundet med sanserne - fra duften af sengetøj til smagen af et hjemmelavet måltid. Disse grundlæggende aspekter af plejen er vigtige for at gøre overgangen til at bo på et plejehjem lettere og for at skabe en følelse af at høre til. Dette er af afgørende betydning for beboernes livskvalitet.
Lugtesansen får stor betydning, når synet svigter. Vores lugtesans er tættere knyttet til vores hukommelse end nogen anden sans og varierer meget fra person til person. Lugte virker på et følelsesmæssigt niveau - de fremkalder positive minder. Forbindelserne mellem lugt og erindring dannes i en ung alder, hvor indtryk har en meget stærk effekt. Vores reaktioner på lugte er derfor dybt betingede: En lugt, som vi forbinder med vores hjem, har en beroligende virkning. Det kan være et bestemt vaskemiddel eller en velkendt rumduft. Undersøgelser har endda vist, at velkendte dufte bidrager til at vores humør bliver bedre og gør os mere villige til at deltage i en aktivitet eller hjælpe andre.
Velkendt smag
Fortrolighed med visse madvarer kan have indflydelse accepten af dem og er tæt forbundet med opfattelsen af smag og lugt. Når en beboer flytter ind på et ældrecenter og plejehjem, er det vigtigt, at de selv eller deres familie informerer om madpræferencer og antipatier. Det siger sig selv, at man på ældrecentre og plejehjem er opmærksom på næringsrige måltider og allergier, men man er mindre opmærksom på, hvordan måltiderne påvirker det mentale velbefindende. En beboer kan fx i den første uge udelukkende få sine yndlingsmåltider eller velkendte snacks mellem måltiderne. Det er de små detaljer, der giver beboerne en følelse af accept og tryghed og hjælper dem til hurtigere at vænne sig til deres nye liv.
Beroligende lyde
På ældrecentre og plejehjem er der mange nye og fremmede lyde. Derfor skal man overveje, hvordan baggrundslydene kan bruges til at skabe et velkendt miljø. Fra individuelle lyde på en beboers værelse (fx en radio, et tv-program eller velkendt musik) til plejehjemmets beroligende lyde, såsom vaskemaskinernes summen eller køkkenets skramlen - alle disse lyde kan være med til at skabe et beroligende miljø for beboerne.
Berøringen betyder alt
Følesansen er meget lig lugtesansen: Når tekstiler føles velkendte, skaber det en følelse af tryghed. Blødt sengetøj på sengen, en sofapude hjemmefra eller behageligt tøj fremmer følelsen af tryghed. Vaskeriet spiller her sin rolle ved at behandle personligt tøj, sengetøj og håndklæder med særlig omhu. Et blødt, fnuglet håndklæde kan få beboerne til at føle sig godt tilpas efter et bad. Komfortabelt, rent og velduftende tøj forstærker denne følelse endnu mere. Alle sanser er nødvendige for at få beboere på ældrecentre og plejehjem til at føle sig godt tilpas. Vær opmærksom på alle kontaktpunkter for beboerne, og sørg for, at din institution tilbyder en hyggelig sanseoplevelse. På den måde kan du fremme livskvaliteten for alle.